AMC,  Arthogryphosisawareness,  Ærlighed,  familie,  handicap,  Handicap en hindring,  Handicap ingen hindring,  Kærlighed,  Leg & Læring,  Taknemmelighed,  tanker fra en mor

STAVNSBUNDET…………. Ikke mere

Et ret personligt indlæg om hverdagens små mirakler. Og har intet at gøre med, om jeg elsker mine børn eller ej. For dem forguder jeg.

Nogle dage giver hverdagens små ting STORE glæder. Det gjorde det SÅ afgjort for os herhjemme i de sidste 14 dage…………………………..

🌸 FOR NU KAN BEGGE BØRN SELV TAGE SELE PÅ 🌸

Og ja, ved godt det lyder vanvittigt. Men kan sgu Ikke få hænderne ned – nå nej, op kan de sgu heller ikke komme 😂.

MEN forestil dig:

Du får børn. Det mest fantastiske i verden. Du vil gerne vise vidunderet frem, du vil gerne gå en tur med barnevognen inde i byen, du vil egentlig bare gerne ud sammen med dine børn. MEN DET KAN DU IKKE, for du kan IKKE bruge dine arme, så du kan hverken pakke børn, barnevogn eller klapvogn i og ud af bilen medmindre din mand eller hjælper hjælper dig. Sådan har min hverdag set ud siden 19.01.14, hvor sønnike kom til verden. Fantastiske 4,5 år. Men også 4,5 år hvor jeg har været stavnsbundet til matriklen, medmindre nogle skønne mennesker hjalp mig.

Og nu………………. Har jeg 2 lækre store unger, der selv – med lidt hjælp fra mig – kan tage sele på. Det er SÅ skønt. Og ja, det er en lille ting i det store billede. MEN det at vi 3 selv kan køre en tur, når farmand fx er på job. Det at jeg ikke skal planlægge at skulle på tur for at få børnene spændt fast. Det er det ultimative.

Har ikke skrevet indlægget som et melidenheds ynk. Det findes ikke i min ordbog. Nej, det er et lille glædes-råb. En sejr. En fremtid udenfor matriklen med børnene uden andres hjælp. Wuhuuuu.

God dag og tak fordi du læste med 🌸.

 

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *